Vågnede for en time siden og fandt både Liva og seng dækket i blod. Liva havde revet droppet ud i søvnen. Begge piger gik selvfølgelig i panik af alt blod. Selv kæmpede jeg for, at holde både tårer og opkastningsfornemmelsen tilbage, mens jeg holdt hendes lille hånd og sygeplejersken tilrettestilte hele søljen.
Er klarvågen nu selvom klokken nærmer sig et. Jeg føler mig stadigt kvalm, men fremfor alt skyldig, fordi jeg tillod mig selv, at sove selv for en stund.
